Tro, håb og fibromyalgi

Vaniljesmåkager

 

Vaniljesmåkager – med og uden chokolade.

Småkagerne er veganske og glutenfri.

 

Dette er opskriften på 2 slags småkager af samme dej, ca. 25 småkager af hver slags. Jeg føler mig super overskudsagtig, når jeg sådan bare lige kan trylle 2 slags småkager frem i en og samme arbejdsgang. Men selvfølgelig kan man da nøjes med at lave den ene slags – husk bare at fordoble mængden af hakket chokolade, hvis alle småkagerne skal være med chokolade. Og hvis du hellere vil bruge chokoladen til pynt på vaniljesmåkagerne, er jeg sikker på, at det også vil blive rigtig godt.

 

60 g. kokosolie

130 g. ahornsirup

2 tsk. citronsaft, gerne med skal

100 g. glutenfri havregryn malet til mel (se TIP nederst i opskriften)

100 g. mandelmel

50 g. fuldkornsboghvedemel

25. g. kokosfibermel

1½ tsk. vaniljepulver

1 tsk. bagepulver

1 knivspids salt

30 g. hakket mørk chokolade eller chokoladedråber

 

Smelt forsigtigt kokosolien, den skal kun lige smelte, ikke være varm. Tilsæt ahornsirup og citronsaft. Rør derefter alle de tørre ingredienser undtagen chokoladen i dejen, og ælt til dejen hænger sammen. Del herefter dejen i 2 lige store dele, den ene del rulles ud til en aflang pølse ca. 3½ cm i diameter. Den anden del æltes med chokoladen, hvorefter den også rulles ud til en pølse ca. 3½ cm i diameter. Pakke dej-pølserne hver for sig ind i madpapir eller film, læg dem i køleskabet i et par timer (de kan også ligge længere).

Tænd ovnen på 185 grader Celsius, og lad den vame op, mens småkagerne skæres. Skær dejpølserne i skiver på ca. 2½ mm og læg dem på klargjorte bageplader.

Bages 12-14 minutter ved 185 grader Celsius. Kagerne er færdige, når de har fået fine lysebruge kanter. Afkøl kagerne på bagerist.

 

TIP: Jeg laver havremel ved at male havregryn i min kaffekværn (jeg har min egen kaffekværn, hvori der aldrig males kaffe, men derimod havregryn, hørfrø og andre frø, nødder og krydderier).