Tro, håb og fibromyalgi

Første søndag i advent

 

Første søndag i advent

 

Endelig, efter en lang og meget grå og dunkel november, kan vi tænde det første adventslys. Det er så tiltrængt med et lille lys i mørket, måske mere tiltrængt i år end i de foregående mange år.

Første søndag i advent er kirkens nytår, nu begynder nye tider, nu ser vi frem mod julens komme. Vi lægger det gamle bag os – ikke at vi glemmer det, nej, vi bærer det med os, vi bygger det nye på det gamle, for de oplevelser og erfaringer, der har gjort os rigere og klogere, skal vi jo selvfølgelig ikke bare glemme. De er en vigtig del af os.

Jeg tænker, at Maria i den sidste del af sin graviditet må have tænkt mange tanker og haft mange bekymringer. Hvordan skulle det gå hendes barn? En engel havde sagt, at hun skulle føde Guds søn – men hvad stiller man op med sådan en oplysning? Hvordan giver man Guds søn en god barndom og en god begyndelse i livet? Jeg tænker, at Maria næppe kan have syntes, at det var den bedste begyndelse, hun gav sit barn, da hun fødte ham i en snavset stald langt væk fra hjemmes trygge omgivelser. Men måske følte hun så alligevel både sig selv og barnet velsignet, da både engle, hyrder og fornemme konger dukkede op? Måske mærkede hun, at der nok var en mening med det, der så så helt forkert ud? Måske gav det hende modet og styrken til at gå ind i en ukendt fremtid sammen med sit lille, nyfødte barn?

Vi lever også i en tid, hvor alting pludselig er helt forkert. Samvær og nærvær er nu blevet farligt. Men på den anden side er et liv uden samvær og nærvær også farligt, for det fratager os det vigtigste i livet: følelsen af at høre til og høre sammen med andre. Hvordan og hvorfra skal vi hente mod og styrke til at leve, til at se frem ikke bare mod julen men også endnu længere frem? Hvordan skal vi være sammen uden at komme til at påføre andre smitte og skade?

Vi tænder lys. Vi tænder lys i dag. Vi tænder det første adventslys. Vi tænder lys i mørket. Og når vi tænder lys i mørket, fratager vi mørket den magt, mørket havde. Det første lys i adventskransen symboliserer det første lys, som Gud gav verden, da han i skabelsen lod lyset komme frem og lyse på alt det nye.

Det første lys vi tænder

i årets adventskrans.

Det mørkets gru bortsender

som til en skyggedans.

På første dag Gud skabte

det lys, vi lever ved,

og mørket grebet tabte

til lysets herlighed.

                             (Merete Djurhuus.)

Jeg vil dele mit lys, og jeg vil dele min adventsglæde. Ved at dele føler jeg, at jeg hører til i et fællesskab, og det fælleskab rummer alle, som også gerne vil dele lyset og glæden, også de, som gerne vil, men som af forskellige grunde ikke for øjeblikket magter at dele og har svært ved at finde glæden.

Mit lille lys lyser sammen med alle de utallige andre lys, der tændes verden over - for mørket skal ikke vinde. Jeg sender en dyb tak til alle, som i en mørk verden, forsøger at sprede lyset ved at tænde lys eller ved selv at være som lys for andre. Lad os lyse sammen!

Glædelig advent!

Merete Djurhuus.