Tro, håb og fibromyalgi

Min vej til den grønne kost

 

Min vej til den grønne kost

 

Jeg har ikke altid spist plantebaseret kost eller bare noget, der ligner. Jeg har hverken vegetarer, veganere eller andre plantespisere i familien eller omgangskredsen. Tværtimod så har kød, æg og mejeriprodukter altid været en stor del af kosten for både mig selv og alle omkring mig. Dette er fortællingen om min vej til den plantebaserede kost, som jeg valgte at lægge om til for godt 6 år siden, i begyndelsen af 2013.

Jeg er vokset op i 1950’erne og 1960’erne, hvor man traditionelt spiste sovs og kartofler med en eller anden form for kød til, ja, selv når man fik boller i karry med ris, var der også kartofler til! Grøntsager, hvis der var nogle, bestod mest af syltede rødbeder eller asier, måske kogte porrer eller stuvede ærter og gulerødder, og de rå grøntsager var et par skiver agurk på leverpostejsmaden eller en tomat i ny og næ. Selv en gnave-gulerod var næsten eksotisk og spændende, for man spiste stort set ikke rå grøntsager, gulerødder var noget, man oftest brugte i suppe.

Jeg var det, man kaldte, et kræsent barn, jeg ville hellere skovle kartofler med persillesovs indenbords, end jeg ville have det ulækre fede flæsk. Jeg hadede medisterpølse, fordi jeg altid fik en klump brusk, og bare tanken giver mig kvalme den dag i dag. Jo, jeg spise da kød: frikadeller, hakkebøffer, mørbrad, flæskesteg, kylling m.m., men nogle dage, når menuen var for ulækker, spiste jeg bare kartofler. Jeg er fra tiden, hvor margarine blev lovprist som noget helt fantastisk, men heller ikke det kunne jeg lide, hverken på brød eller som ”smeltelse” til den varme mad. Mine forældre tvang mig heldigvis ikke til at spise det, jeg ikke kunne lide, men tænkte, at jeg nok ville vokse mig fra mine sære idéer. Dog var der én ting, som min mor forsøgte at lokke i mig, selv om jeg ikke brød mig om det – mælk! Da jeg kom i skole var der jo heldigvis den obligatoriske skolemælk, og i begyndelsen var det jo lidt spændende, trekantede kartonner med tilhørende sugerør. Sugerør var ikke noget, vi som børn ellers så hver dag, men det hørte til skolemælken, og gjorde den for en tid drikbar. Efter et stykke tid fandt jeg ud af, at kærnemælk var bedre end den almindelige mælk, selv om det stadig var lidt af en overvindelse at få det drukket. Ost spiste jeg dog, og min mor forsøgte at lokke mælk i mig ved at bage pandekager, når hun havde mælk eller æg, der var ved at blive for gamle. Midt i 1960’erne begyndte frugtyoghurt at dukke op på hylderne i de danske forretninger, og endelig var der et mælkeprodukt, jeg kunne lide.

Da jeg blev voksen og selv skulle sørge for kosten, var vi kommet frem til slutningen af 1970’erne, hvor danskernes nye rejsemål havde bragt interesse for nye retter og krydderier med hjem. Der var også kommet større fokus på sundhedsværdien af frugt og grønt, og da jeg altid har haft interesse for at eksperimentere i køkkenet, kom der nye smagfulde retter på bordet, ind imellem også retter uden kød, og min første vegetariske kogebog er tilbage fra den tid.

Den gode mad, som ofte indeholdt fløde, smør, olie og fede oste, kombineret med min søde tand, som nok fik mig til at spise for meget dessert og for mange lækre kager, gjorde mig efterhånden temmelig rund, og de mange kilo resulterede i et for højt blodtryk. Min læge støttede mig i et vægttab, jeg tabte over 20 kg., mit blodtryk kom ned på normale tal, og det samme gjorde mine kolesterolværdier. Opskriften var fokus på frugt, grønt og bevægelse.

Desværre mistede jeg fokus – travlhed både på arbejde og i privatlivet gjorde det nemt at falde tilbage til tidligere tiders dårlige vaner og nemme løsninger. Og da jeg blev ramt af fibromaylgiens smerter, træthed og almene utilpashed, blev det sværere og sværere at finde overskuddet til at få snittet de mange grøntsager og lave sund mad. Resultatet udeblev ikke – jeg blev rund igen, og blodtrykket måtte behandles med hele to slags medicin denne gang. Jeg vidste, at jeg før havde tabt mig ud af blodtryksproblemerne, men energien og overskuddet var der simpelthen ikke, for jeg var ved at blive kørt helt ned af Jobcenterets sagsbehandler og mine egne triste tanker midt i sygemelding og afskedigelse.

Fibromyalgien bragte dog også lærdom med sig – dels konsulterede jeg en stress- og smertepsykolog, og dels var jeg på to kurser om det, at tackle livet med fibromyalgien som fast følgesvend. Jeg lærte bl.a. at føle min egen krop, mærke efter og handle efter kroppens signaler. Ja, jeg lærte det i hvert tilfælde i teorien, for der gik mange år, før jeg begyndte at tænkte over, hvorfor jeg pinte mig selv ved at stå ved supermarkedernes kølediske og få kvalme hver gang, jeg skulle vælge kød til de næste dages måltider, og gentage pineriet når kødet skulle gøres klar og tilberedes.

Da jeg var blevet afskediget fra mit job, og vi var flyttet, kom min mand en dag hjem fra lægen med de værste blodprøvesvar nogen sinde, et alt for højt blodtryk og et blodsukkerniveau på grænsen til diabetes 2. Jeg vidste, at jeg også burde have været forbi lægen, men jeg orkede ikke flere negative oplevelser, og samtidig vidste jeg, at min mands prøveresultater lige så godt kunne være mine. Jeg vidste også, at jeg tidligere i en slags desperation havde købt bogen ”Det helbredende køkken” skrevet af Mikael Bitsch, Søren Lange, Catharina Rosendal og Kirsten Skaarup, så jeg tænkte, at jeg måske kunne finde en slags hjælp der. Jeg læste bogen, jeg fulgte op med søgninger på internettet, og tænkte, at jeg måtte forsøge. Måske ville min krop virkelig fortælle mig noget, når jeg fik det dårligt ved synet af pakkerne med kød i supermarkedernes kølemontre? Måske var der også en advarsel i, at jeg aldrig havde kunnet lide at drikke mælk, og at jeg som voksen fik voldsomme mavesmerter og eksplosive diarreer hver gang, jeg havde forsøgt mig med mælk?  

Jeg besluttede at gøre et forsøg, og jeg gav forsøget 3-4 måneder. Da beslutningen var taget, var det faktisk meget nemt. Jeg var jo som nævnt ikke mælkedrikker, så mælken var let at udelukke fra kosten. Osten var lidt sværere, men hvis det skulle være, var der også løsninger for det – og savnet af ost forsvinder med tiden. Raffineret hvidt hvedemel og raffineret sukker var allerede udelukket af kosten, den eneste justering på det område har været, at vi for 1½ år siden investerede i en kornkværn, så vi nu selv maler vores mel af gamle kornsorter som spelt, kamut, emmer og svedjerug samt valser vores havregryn.  At undvære kød var – og er – en lettelse. Jeg nyder mine plantebaserede måltider, og jeg kan blive helt ”høj” af glæde over alle de skønne farver, der gør måltidet så smukt og indbydende.

Jeg blev meget overrasket over den positive effekt, den plantebaserede kost havde på min fibromyalgi. Jeg ønskede jo at spise mig til et bedre blodtryk, blodsukker og kolesterol samt en bedre vægt, og det fik jeg, men som en ”bivirkning” viste det sig, at jeg også hurtigt fik mærkbart mere energi og overskud, så jeg kunne leve et meget mere normalt liv på trods af en kronisk smerte- og træthedssygdom. Som en ekstra bonus viste mine blodprøver, da jeg endelig, efter et halvt år på plantebaseret kost, fik slæbt mig til lægen, at de to vitaminer, jeg tidligere havde haft problemer med (D-vitaminmangel og et lavt B-12 vitamin), nu havde højere værdier end nogen anden tidligere måling. Min optagelse af disse vitaminer, må altså være blevet forbedret.

Med så mange gode virkninger og ”bivirkninger” må jeg sige, at den kostomlægning er helt klart det bedste, jeg har gjort for mig selv, og at de 3-4 måneders forsøgsperiode hurtigt blev til en permanent kostomlægning, som jeg ikke har lyst til at ændre på.  

 

Tak fordi du gad læse med gennem denne lange beskrivelse. :-)

Grønne hilsener

fra

Merete.