Tro, håb og fibromyalgi

Første søndag i advent


Første søndag i advent

 

Første søndag i advent

 

Første søndag i advent er altid en lidt særlig dag. Den har sin egen stille glæde, for nu begynder nedtællingen til jul, nu begynder juleforberedelsestiden, nu begynder forventningerne at banke på, nu begynder decembers hygge med levende lys, nisser, julesmåkager og samvær med de mennesker, man sætter størst pris på.

Adventstiden er for mig violet. Min adventskrans er pyntet med violette bånd og sløjfer. Violet er forberedelsestidens farve. Jeg forbereder mig til jul, jeg forbereder en jul, hvor min familie står i centrum. Jeg vil så gerne give dem følelsen af, at julen er kærlighed – ikke bare min kærlighed, men først og fremmest Guds kærlighed. For det er jo det, julen handler om – ikke om os, ikke om juletræ og gaver, ikke om julemad og forspisthed, men om den allerstørste kærlighed i verden. Et lille barn, som blev født uden for fællesskabet og uden for trygge rammer, et lille barn, som fortæller os om et helt særligt fællesskab og en grundlæggende tryghed, som vi får i Guds kærlighed.

Første søndag i advent tænder vi det første lys i adventskransen, og symbolsk viser dette lys tilbage til skabelsen, hvor Gud lod lyset bryde frem i en verden af mørke, og hvor Gud bragte orden ind i en verden af kaos. Lyset er uundværligt for os, vi kan ikke leve uden lys. Det mærkes af mange her i de mørke vintermåneder, og vi gør, hvad vi kan, for at bringe lys ind vores tilværelse. Men lige meget hvor mange lys, jeg tænder i mørket, så kan de ikke lyse og skinne så meget som den kærlighed, jeg får af mine nære og kære. At have mennesker omkring sig, bringer liv og lys. At føle kærligheden giver lys og glæde.

Det må være adventstidens fornemmeste opgave: at give al den kærlighed, vi modtager, videre til andre, så den kan lyse, glæde, varme og vokse.

 

Glædelig advent,

 

Merete.