Tro, håb og fibromyalgi

Regnbuemad

 

Regnbuemad

 

Regnbuemad beskriver mad lavet af grøntsager og frugt i alle regnbuens farver.  Det siges jo, at grønt er godt, men hvis tænker sig om, er grøntsager jo ikke kun grønne men også hvide, gule, orange, røde og lilla. Også frugt og bær fås i alle mulige skønne farver, og bemærk også at nogle grøntsager faktisk er frugter (agurk, squash, græskar, peberfrugt, tomat m.m.).

Det er ikke kun fordi, det ser godt og appetitvækkende ud med en farverig salat på tallerkenen, at man skal tænke i farver, når man kokkererer. Bag alle de forskellige farver gennem der sig antioxidanter og næringsstoffer, bl.a. flavonider, stoffer, som hjælper kroppen med flere forskellige funktioner, bl.a. at bekæmpe betændelsestilstande.

Der findes mere end 4000 forskellige naturlige flavonider, og i planterne har de forskellige funktioner – de giver farve og smag, men de kan også være med til at reparere skader på planten samt forebygge sygdomme og skadedyrsangreb. Hvordan flavoniderne helt konkret hjælper vores krop er stadig noget usikkert, men jeg er sikker på, at når forskerne når videre med forskningen omkring vores tarmflora, kommer der meget interessant viden frem, men allerede nu ved vi, at planterigets flavonider har gavnlig effekt for os, og jo flere forskellige flavonider vi spiser, desto bredere dækker effekten.

Derfor er jeg varm tilhænger af det, der kaldes regnbuemad. Jeg tænker i farver, når jeg køber ind, og jeg tænker igen i farver, når jeg tilbereder min mad. Jeg hører desuden til blandt de mange, som spiser med øjnene – jeg bliver glad allerede, når jeg ser de mange farvestrålende grøntsager og frugter foran mig på bordet. Mennesker, der er ramt af smertesygdomme, lever med en risiko for at udvikle depression, så alt, der kan påvirke psyken positivt, hilser jeg velkomment – også selv om det ”bare” er et bord fyldt med farveglade fødevarer eller en tallerken med en salat i smukke farver. Og at det ikke bare er synet af den smukke mad, der gør en forskel for humøret, men også maden selv og de indholdsstoffer, vi optager eller fodrer vores tarmflora med, fortæller Henrik Ennart og Niklas Ekstedt om i deres bog ”Happy Food” (kan lånes på biblioteket).

Regnbuemad morgen, middag og aften – hvordan gør man det? For mig begynder det allerede med mine indkøb – jeg går efter økologi, friskhed og farver i grøntafdelingen. Det er ikke altid, jeg køber det, jeg havde planlagt hjemmefra – for hvis valget står mellem halvgammel, trist spinat eller broccoli, som også har set bedre dage, ja, så må der tænkes i nye baner, og så bliver det måske blomkål og squash, der havner i indkøbsvognen i stedet for.

Morgenmaden kan bestå af smoothie lavet af både frugt og grønt. Jeg går efter en ret tyk konsistens, så smoothien spises af en dyb tallerken som grød eller yoghurt toppet med bær, kiwi, melon eller måske blomme samt granola, eller jeg laver kold eller varm grød på havre, hamp og chia, som også toppes med farverig frugt, eller en skål morgenmadsråkost bestående af snittet kål, revne gulerødder, fintskåren pære og æble, rosiner, hakkede mandler, pyntet med bær og/eller kiwi med citronsaft med skal som dressing. Frokosten kan være en svingende skål salat med base af snittet kål og reven gulerod tilføjet, hvad grøntsagsskuffen byder på af farverige grøntsager, og serveret med et par skefulde marinerede bønner eller linser eller kogt quinoa. Og aftensmaden kan byde på en hel buffet af tag-selv grøntsager som tilbehør, grøntsager, som både kan være rå, kogte og bagte – og lad gerne grøntsagerne fylde det meste af tallerkenen.

Lyder det besværligt? Måske, men for mig er det er besværet værd. Jeg kan mærke på min krop, at jeg har det meget bedre, når jeg får masser af regnbuemad – jeg er gladere og mere positiv, har mere energi og overskud, mærker mindre til mine smerter, jeg restituerer hurtigere, hvis jeg har overbrugt mig selv, min mave fungerer, og selv min hjerne fungerer bedre, er mindre tåget, og jeg har bedre overblik.

Jeg håber, jeg kan inspirere andre til at glædes over den farverige regnbuemad og dermed også til mere livsglæde og et mere farverigt liv på trods af fibromyalgi, træthed og smerter.