Tro, håb og fibromyalgi

Dagen er tiltaget ....

 

Dagen er tiltaget ….

 

Dagen – altså dagens lyse timer – er nu tiltaget med 1 time og 9 minutter, dagen er blevet mere end en time længere ….. og det kan mærkes!

Jeg er ikke god til vinterens korte dage. Jeg føler, at lyset forsvinder næsten inden, jeg overhovedet har opdaget, at det er blevet dag. Og når så de ultrakorte dage indhylles i gråt, grå skyer, tåge eller regn, ja, så er det bare som om, alt det grå også lægger sig inden i mig. Jeg skal passe på, at ikke de mørke og triste tanker tager overhånd. Jeg skal presse mig selv til at fokusere på det positive og de små glæder, der selvfølgelig også er at finde, selv om dagene er korte.

November er svær, hver dag bliver kortere og mørkere end den foregående. December er kun overkommelig, fordi julens lys sender sine livgivende stråler ud over hele måneden. Og januar, uha, den er lang og grå. Men heldigvis også med lyspunkter, for pludselig opdager man vintergækker, der nikker en stille i møde, og erantis, der lyser som små sole og fortæller om forår forude. Og nu, her i slutningen af januar, kan det tydeligt fornemmes, at dagene bliver længere – hvilken glæde er det ikke!

Det lyder nok ikke af så meget, men netop en times mere dagslys og udsigten til, at dagene lysner mer’ og mer’, er en kilde til stor glæde her sidst i januar – især på en af de mange grå dage.

Jeg ønsker lyset velkommen tilbage, velkommen tilbage til lysere dage og velkommen tilbage til lysere tanker.

 

Kærlige hilsener

fra

Merete.