Tro, håb og fibromyalgi

Jeg er SÅ stolt af mig selv!

 

Jeg er SÅ stolt af mig selv!

 

Må man være det? Stolt af sig selv? Selvfølgelig må man det! Især, når der er god grund til det. Og jeg synes, jeg har vældig god grund til det.

 

Jeg har nemlig udfordret mig selv med en temmelig vanskellig fysisk og psykisk udfordring – en gåtur ud over det sædvanlige.

 

De sidste 3 år har min mand og jeg brugt et par uger sidst på vinteren på aktiv ferie sydpå, ferier med lange traveture på steder, hvor temperaturen inviterer til at være udendørs. Det lyder måske ikke af noget særligt, men jeg kan da fortælle, at for 7 år siden kunne jeg næsten kun ligge på sofaen, efter 50 meters gang blev mine ben tunge som bly, og jeg var for udmattet til at flytte benene og tage det næste skridt. Jeg måtte opgive mit arbejde, som jeg ellers var så glad for, fik tildelt pension, flyttede væk fra det, der stressede mig og ud på landet til ro og naturens skønhed, lagde min kost om til plantebaseret, og allerede et par måneder efter begyndte bedringen at kunne mærkes: mere energi og overskud både fysisk og psykisk, en bedring, som langsomt er øget.

 

Og så tilbage til gårsdagens præstation – en tur på 4 timer langs en af Maltas klippekyster, først ud af byen, dernæst ballancering på de ujævne klipper, og da klipperne blev for vilde til at gå på, en klatretur opad for at finde en lille sti, som snoede sig op og ned langs kysten. Stien forsvandt af og til, og vi måtte gætte os til, hvor den mon kunne fortsætte. Vi forcerede flere klipper, mudrede vandpytter, stejle opstigninger af blålers-skrænter, rundede sten ved kysten, og kløfter, som borede sig ind i landskabet. Op og ned gik det, hele tiden skulle man være varsom med at finde fodfæste og overveje næste skridt. Man fik brugt sig selv fysisk, ballance-evnen blev hele tiden testet, ligesom man psykisk blev prøvet – tør jeg gå videre, har jeg mod til at klatre derop?

 

Turens belønning blev uddelt i to omgange – først meget kontant på turen, hvor den smukke natur næsten for hver skridt afslørede en ny og endnu smukkere udsigt end den, man lige havde beundret, så smukt, at man næsten ikke kan tro, at det er virkeligt. Og dernæst da turen var klaret, for stoltheden over at have gået en så anstrengende tur, kan vel næsten sammenlignes med den stolthed og glæde en løber føler efter sin første maraton.

 

I dag minder min krop mig om gårsdagens anstrengelser, jeg kan mærke den i hver en muskel, men ikke værre end på sædvanlige dårlige dage, for fordelen ved at være under varmere himmelstrøg er også, at fibromyalgien kun kører på cirka halvt blus. Og stoltheden over at have klaret turen er der stadig – jeg er SÅ stolt af mig selv!

 

Glade og stolte feriehilsener til jer, der læser med,

samt ønsket om en god dag

Merete.