Tro, håb og fibromyalgi

Rugbrød med squash, hasselnødder og græskarkerner

 

Rugbrød med squash, hasselnødder og græskarkerner

 

350 g surdej

1½ spsk. honning eller ahornsirup

150 g revet squash

1 dl. hørfrø

1 dl. græskarkerner til dejen samt 1 spsk. til pynt

1 dl. hasselnødder, grofthakkede

6 dl. knækkede rugkerner

8 dl. fuldkornsrugmel

1 dl. fuldkornsspeltmel

1 spsk. groft salt

2,5 dl. øl. Du kan bruge lige den øl, du har hjemme eller synes bedst om. Jeg bruger de øl, min mand får købt for meget til højtider og festlige anledninger, alt sammen meget forskellige øl, men de fungerer glimrende som et lille krydderi i brødet. Efter bagningen er alkoholen fordampet, så brødet indeholder ingen promiller.)

2,5 dl. vand.

Rør alle ingredienser godt sammen, hold dog lidt igen på vandet, da det er lidt forskelligt, hvor meget vand melet fra gang til gang kan optage. Massen skal være ret tør, men alligevel ikke sådan, at man kan ælte brødet med hænderne, som en fast grød. Rør dejen grundigt. Jeg bruger en stor dejskraber til at røre med. Det er et ret tungt arbejde at røre dejen – få gerne hjælp fra andre i familien.

Når dejen er færdigrørt, fyldes den i en rugbrødsform. Vær grundig med at få dejen ud i alle hjørner og kanter. Tryk den godt sammen og jævn overfladen ud med en dejskraber. Drys med 1 spsk. græskarkerner, og tryk kernerne let ned i overfladen med fingrene. Put formen med dejen i en stor frysepose (en 8 liters pose passer til min form), luk posen, og stil brødet til hævning 12 timer (jeg laver mit brød om aftenen, så hæver det natten over) et køligt sted.

Når brødet er hævet, opvarmes ovnen til 200 grader. Mens ovnen opvarmes, tages brødet ud af hæveposen og prikkes. Jeg bruger et træspyd af den slags, man bruger til grillspyd. Brødet skal prikkes helt igennem, så træspyddet rører formens bund – prik uden om græskarkernerne på overfladen. Jeg prikker med ca. 1½ cm´s afstand i forskudte rækker, til hele brødet er prikket.

Bages 1 time og 20 minutter ved 200 grader. Afkøles på bagerist. Efter 4-5 timers afkøling kan man skære af brødet, men det er lettest og giver de pæneste skiver, hvis man venter til dagen efter. Brødet opbevares indpakket i et viskestykke i en frysepose i køleskabet.