Tro, håb og fibromyalgi

Min bedste julegave

 

Min bedste julegave

 

Du tænker måske, at den bedste julegave, jeg nogensinde har fået, måske er en dyr diamantring? Eller en rød ferrari? Eller et ubegrænset gavekort til yndlingstøjbutikken? Nej, overhovedet ikke – sådan noget har aldrig stået på min ønskeseddel!

Men min bedste julegave stod for øvrigt heller ikke på ønskesedlen – den kom bare, fundet på af to piger med masser af indføling og hjertet på rette sted.

For at forstå det hele rigtigt, må vi nok hellere begynde et helt andet sted: vi begynder med det, at være ramt af fibromyalgi. Det er svært pludselig ikke at kunne det, man gerne vil. Det er svært at være så udmattet hele tiden, og det er svært at slås med smerter døgnet rundt. Som ny-diagnosticeret var jeg vel som alle andre, jeg forsøgte at lære at leve med sygdommen lettet over endelig at have fundet en årsag til kroppens umuligheder. Jeg var på kurser, og den vigtigste lærdom, jeg tog med mig fra kurserne, var, at jeg skulle lære at bede om hjælp. Det var ikke lige det letteste for sådan en kan selv-vil selv-type som mig. Familien grinede, når jeg på kurserne havde fået lektier for, og lektierne bestod i, at jeg skulle forsøge at bede om mere hjælp i stedet for bare at bide tænderne sammen og klare det hele selv. De kunne jo godt se, at jeg havde brug for at lære lektien, og de ville hellere end gerne hjælpe, hvor de kunne.

Vores to piger var på det tidspunkt omkring 10 og 13 år gamle. De var selvfølgelig bekymrede over at se mig blive syg. Da der endelig kom en diagnose, måtte de til at lære at sige det svære ord fibromyalgi (som i begyndelsen blev til fibro-my-allergi) og forstå, at selv om det var et fremmed og svært ord, og selv om jeg havde ondt og hurtigt løb tør for kræfter, så var det ikke en farlig og livstruende sygdom – det var bare noget, jeg skulle lære at leve bedst muligt med, og helst med hjælp fra min nære familie.

Da det blev jul, var jeg sygemeldt på deltid. Jeg havde været heltidssygemeldt i en lang periode, men forsøgte nu at komme tilbage til jobbet så meget, som det måske kunne lade sig gøre. Som præst er december med adventstid og jul en dejlig men også en travl tid. Jeg kæmpede mig igennem dagene og arbejdsopgaverne samtidig med, at jeg forsøgte også at klare juleforberedelserne derhjemme. Jeg var mildest talt ufattelig træt, da vi den 24. december satte os omkring juletræet for at give hinanden julegaver. Og selv om jeg anstrenger mig, kan jeg overhovedet ikke huske, hvad jeg gav, eller hvad jeg fik – undtagen den ene helt særlige gave, som skilte sig ud ved både at være helt hjemmelavet uden hjælp fra voksne, og ved hverken at være særlig køn eller særlig dyr. Til gengæld var den givet i stor kærlighed og med så megen indføling og hjælpsomhed, at alt andet er uden betydning.

Og hvad var det så, jeg fik? Da jeg fik løsnet de mange kilometer tape, som holdt julepapiret på plads omkring den lille gave, så jeg et lilla stykke karton. Og lilla er min yndlingsfarve, så også her var tænkt over sagerne. Kartonnet var klippet til, ca. 5 x 12 cm, et lille kort, som viste sig at være et klippekort til 5 gange støvsugning af hele huset, 5 gange rengøring af badeværelse og gæstetoilet, 5 gange tømning af opvaskemaskinen samt 5 gange oprydning efter aftensmaden. To smilende glade piger fortalte mig, at med kortet i hånden behøvede jeg ikke at bede om hjælp eller på nogen måde begrunde, at jeg havde brug for, at de lige trådte til, jeg skulle bare vise kortet og fortælle hvilken opgave, de skulle klare, så ville straks gå i gang uden at spørge, om det kunne vente lidt og uden at argumentere eller brokke sig.

Kan det undre nogen, at jeg bærer mindet om den julegave i mit hjerte? Det var virkelig den bedste julegave, jeg kunne få. Så megen kærlighed, omsorg og indføling var lagt ned i et lille stykke lilla karton, som med klodset barneskrift var lavet til et klippekort, så fint et udtryk for, hvor meget to små piger gerne ville hjælpe, når jeg nu havde så svært ved at bede om hjælp.

 

De bedste ønsker om en glædelig jul

til alle jer, som læser med.

Merete.