Fuldstændig utænkeligt!

Fuldstændig utænkeligt!

For ikke så længe siden blev jeg mindet om, at alting ændrer sig, også vores – og dermed også min egen – holdning til hvad man kan, og hvad man bør, samt hvad man ikke kan og ikke bør.

Da min mor var ung, var det fuldstændig utænkeligt, at kvinder iklædte sig herrebenklæder, men hun vaskede og rensede fisk udendørs på kajen i regn, tåge, blæst og kulde, så stor ros og anerkendelse til hende og hendes veninder for at turde bryde med traditionerne og købe og iklæde sig varmende overalls på trods af den ældre generations fordømmende øjne!

Da jeg var barn (for længe, længe siden), var det utænkeligt, at børn afbrød voksne i en samtale. Vi blev opdraget til at tie stille, mens de voksne talte. Nu er det heldigvis tilladt for børn at være spontane og begejstrede og tilkalde sig vores opmærksomhed, også når vi voksne er optaget af andet.

Så ja, med tiden ændrer vi holdninger. Men andet end tid kan også ændre vores tankegang:

Da jeg var rask, var det fuldstændig utænkeligt ikke at have et arbejde. Jeg har arbejdet lige siden, jeg som stor skolepige havde mit første fritidsjob. Eneste undtagelse var, da jeg i nogle måneder holdt næsten fri for at bruge tiden til at læse og forberede mig til mine sidste og afsluttende teologiske eksaminer. Nu er jeg ikke længere end del af arbejdemarkedet, i stedet består mit arbejde i at sørge for, at min krop efter omstændighederne har det bedst muligt, så jeg kan leve en så normal tilværelse som muligt. Det var en svær overgang at sige farvel til arbejdslivet, for jeg syntes jo ikke jeg var færdig, jeg følte, at jeg havde mere at give, men set i bagklogskabens klare lys var det den eneste rigtige beslutning, for både min krop og mit sind havde brug for ro og hvile.

Da jeg var rask, var det i perioder utænkeligt for mig ikke at cykle 12 km på arbejde og 12 km hjem fra arbejde, hver dag og uanset vejret. Mit primære transportmiddel var min cykel og så selvfølgelig mine ben på de kortere afstande. Nu kan jeg heldigvis stadig cykle 12 km ind til nærmeste større by, og 12 km hjem igen, men jeg har skiftet min almindelige cykel ud med en el-cykel, som hjælper mig i modvind og op ad bakke, og jeg cykler det ikke hver dag – kun når jeg selv har lyst, når jeg føler, at kroppen vil samarbejde om det, og jeg derfor kan nyde min cykeltur. Sådan er det også med mine gåture i skoven – kroppen bestemmer, hvor ofte jeg skal ud at gå, ligesom den også bestemmer, hvor lang turen bliver.

Da jeg var rask, var det utænkeligt, at jeg afbrød midt i en opgave for at sætte mig ned og slappe af. Det var virkelig fuldstændig utænkeligt ikke at gøre sig færdig med det, man var i gang med. Sådan er det sikkert stadig for mange, men sygdom har lært mig at ændre holdning. Nu er det sund fornuft for mig at holde en pause, når kroppen begynder at sige fra og fortælle, at den snart ikke kan holde til mere – også selv om jeg endnu ikke har færdiggjort den opgave, jeg er i gang med.

Da jeg var rask, troede jeg på ordsproget om, at man skal yde for at nyde. Nu er jeg blevet klogere og ved, at for at gælde mig, skal ordsproget laves om til, at man skal nyde for at kunne yde. Når man er ramt af en smerte- og træthedssygdom, skal man unde sig selv ro og hvile for at samle kræfter til de opgaver, der koster på energi-kontoen. Hvis man dræner sig selv for alt for mange kræfter, kommer det til at koste mange dage, hvor man slet intet kan, og hvor smerterne vil dominere og tage glæden fra én. Derfor er det vigtigt at nyde, samle glæder, huske på at selv små glæder er vigtige at være taknemmelig for, at lade roen indfinde sig og at tillade sig selv at lave ingenting, bare nyde!

Da jeg var rask, var det utænkeligt at ligge på sofaen midt på dagen. Nu kan en time på langs være den tiltrængte medicin, der giver mig kræfter til at få lavet aftensmad.

Da jeg var rask, var det fuldstændig utænkeligt, at jeg hverken ville spise kød, ost eller æg. Kød, ost og æg indgik i den daglige madlavning – det eneste jeg undgik, var mælk, som jeg vidste, at jeg ikke kunne tåle. Nu er den grønne kost min uundværlige medicin.

Da jeg var rask, var det fuldstændig utænkeligt at byde gæster på færdigkøbt mad eller take-away. Gæster skulle selvfølgelig have det bedste, jeg kunne byde på. Nu er færdigkøbt eller take-away min plan B, en plan B, som tager presset fra mig og giver mig lov til at mærke efter, hvor mange kræfter jeg kan og vil bruge på madlavning, inden jeg får gæster, for hvis jeg bruger alle mine kræfter op, inden gæsterne kommer, er der jo ikke overskud til at nyde samværet med gæsterne, hvilket jo trods alt må være det vigtigste. Jeg har endnu ikke haft brug for at iværksætte plan B, men den har giver mig ro i sindet til at kunne planlægge og udføre mine planer, ro til at ændre mine holdninger til gæstemenuer fra at ville det det overdådige til nu at gå efter ”lidt men lækkert”, samt at planlægge efter, hvad der er realistisk, når man som jeg ikke længere har de store kræfter, samt efter hvad der ikke vil komme til at stresse mig.

Da jeg var rask, ville det have været fuldstændig utænkeligt at lave et skriv som dette – men min sygdom har heldigvis givet mig større indsigt i både mit fysiske og mit mentale helbred. At blive ramt af sygdom er bestemt ikke noget, jeg ønsker for nogen, og jeg må sige at både fibromyalgi og stress er ubehagelige livsledsagere, som jeg helst havde været foruden, men jeg må jo også indrømme, at på enkelte områder kan sygdom føre til ændringer, som måske slet ikke er så tossede, selv om de tidligere i livet ville have været fuldstændig utænkelige.

Knus og kærlige hilsener

fra

Merete.