Tro, håb og fibromyalgi

Gulerodskage med pærecreme

 

Gulerodskage med pærecreme

Gulerodskage med flødeostecreme er en klassiker. Denne gulerodskage smager fuldt ud lige så godt, men den er lavet med fuldkornsmel og dekoreret med den lækreste pærecreme lavet af kogte pærer og cashewnødder. Den er allerede en klassiker her i huset.  

 

1½ spsk. hørfrø

0,75 dl. vand

285 g. gulerødder

35 g. fintrevet æble

50 g. sojayoghurt naturel

0,75 dl. appelsinsaft med skal

120 g. mørk agavesirup

25 g. olivenolie

175 g. fuldkornsspeltmel

75 g. fuldkornsboghvedemel

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

2 tsk. stødt kanel

½ tsk. stødt ingefær

35 g. hakkede valnødder

100 g. rosiner

 

Pærecreme:

2 pærer

1½ tsk. citronsaft

0,75 dl. vand

100 g. cashewnødder

1½ spsk. ahornsirup eller agavesirup

½ tsk, vaniljepulver

 

Pynt:

25 g. hakkede valnødder

 

Lav først hørfrøæg ved at male hørfrøene i en kaffekværn og blande dem med 0,75 dl. vand. Rør blandingen grundigt sammen og lad den derefter stå og tykne.

Beklæd en springform (eller en anden form) med bagepapir.

Tænd ovnen på 180 grader og lad den varme op.

Riv gulerødderne, gerne omkring ¼ af dem på det helt fine rivejern. Tilsæt hørfrøæg, fintrevet æble, yoghurt, appelsinsaft, ahorn- eller agavesirup samt olivenolie. Rør blandingen godt igennem. Tilsæt mel, hævemidler og krydderier. Rør til det er blandet til en jævn dej.

Tilsæt hakkede valnødder og rosiner, og bland dem i dejen uden at røre for meget.

Fordel dejen i springformen. Sørg for at dykke rosinerne med under dejoverfladen, så der ikke er rosiner oppe i overfladen (de bliver hårde og kedelige, når de bages).

Bag kagen ca. 40 – 45 minutter ved 180 grader.

 

Til pærecremen renses pærerne og skæres ud i små tern. Kog pæreternene i vand tilsat citronsaft, indtil de er møre – kogetiden afhænger af, hvor modne pærerne er, men mærk efter med en gaffel eller en spids kniv.

Cashewnødderne kværnes i en kaffekværn til helt fint mel.

Når pærerne er kogt, blendes de sammen med cashewnøddemelet og ahorn- eller agavesirup til en jævn creme. Til sidst røres vaniljepulver i.

 

Smør pærecremen på den afkølede kage og pynt med hakkede valnødder.

Velbekomme!

 

OBS - pærecremen kan selvfølgelig anvendes til mange andre kager og desserter.