Tro, håb og fibromyalgi

Simons mors himmelske chokoladekage

 

Simons mors himmelske chokoladekage

 

(glutenfri, mælkefri, vegansk og uden raffineret sukker

- men med stor smag og tilpas meget mums

til at score højt på lækkerhedsbaromereret)

 

250 g tørrede dadler

1 økologisk appelsin + lidt vand

75 g peanutbutter

2 spsk. vand

240 g kogte sorte bønner (svarer til en dåse, hvis tiden og kræfterne ikke er til at udbløde og koge selv)

3 spsk. kokosolie, flydende

1½ spsk. kværnede hørfrø

75 g fuldkornsboghvedemel

3½ spsk. kakao

2 tsk. bagepulver

1 tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker!)

Evt. lidt kokosolie til smøring af bageformen

 

Glasur:

25 g kokosolie

4 spsk. agavesirup (eller ahornsirup/kokossirup)

1 spsk. peanutbutter

3 spsk. kakao

1½ spsk. kokosfibermel

3-4 tsk. vand

 

Drys:

Groft kokosmel (eller frysetørrede bær/poppet quinoa)

 

Begynd med de første forberedelser dagen før (aftenen før) kagen skal bages:

Skær de tørrede dadler ud i mindre stykker og læg dem i en pasende skål eller opbevaringsboks.

Vask appelsinen og riv skallen fint. Pres appelsinen, hæld saften i et målebæger og tilsæt vand, til der er 1½ dl i alt. Hæld saft, vand og den revne appelsinskal over dadlerne.  Lad dadlerne trække i væsken i 8-10 timer, gerne natten over.

Tag peanutbutter ud af køleskabet, mål af, hvad der skal bruges til kagen, og lad det stå i et par timer på køkkenbordet, så det har stuetemperatur, når det skal bruges.

Tænd ovnen på 175 grader og lad den varme op, mens dejen laves. Gør en lille bradepande, et ovnfast fad (ca. 22 x 16 cm) eller en springform (Ø = 25 cm) klar (smør godt med kokosolie eller læg bagepapir i).

Hæld dadler og appelsinsaft i foodprocessoren, skyl skålen i de 2 spsk. vand for at få den sidste saft med. Hæld de sorte bønner (husk de skal være kogte, og de 240 g er den kogte vægt. Hvis bønnerne er fra dåse, hældes vandet fra, og bønner skylles inden brug.) i foodprocessoren sammen med peanutbutter og kokosolie. Blend til en ensartet masse, skab evt. siderne af skålen ned et par gange, så alt bliver blendet. Nu tilsættes de tørre ingredienser, og der blendes kort for at blande alle ingredienser.

Fordel dejen i formen og glat overfladen.

Bages ved 175 grader i 30 minutter.

Når kagen er næsten bagt laves glasuren: varm forsigtigt kokosolie, agavesirup og peanutbutter i en lille gryde, til det er smeltet og kan røres sammen. Tilsæt kakao og rør det omhyggeligt i. Tilsæt kokosfibermel og rør. Efter et øjeblik tykner glasuren mærkbart – fortsæt med at røre, mens vandet tilsættes 1 teskefuld af gangen, indtil glasuren er tilpas flydende – den skal være blød og smørbar uden at løbe.

Efter end bagetid tages kagen ud af ovnen, og glasuren smøres jævnt ud på oversiden, hvorefter der drysses med groft kokosmel (eller frysetørrede bær eller poppet quinoa – eller en blanding).

Efter afkøling er kagen klar og kan bruges til proviant på en spændende rumrejse – den er også god til skovturen, til søndagshyggen, på fødselsdagsbordet, til dessert serveret med yndlings-isen og alle andre festlige lejligheder.  Til særlige festlige lejligheder kan kagen pyntes med friske bær.